Billedet viser selve spindeprocessen af garnerne. De tre indsatte billeder viser produktionsprocessen. Råulden leveres til Henrichsens Uldspinderi fra bl.a. New Zealand. Derefter kartes ulden. Det vil sige at den bliver redt ud og fin fordelt. Til sidst tvindes garnet, hvorefter det kan farves i den ønskede farve.
Billedet viser et nærbillede af karteprocessen. Der er et tyndt lag af hvidt karteflor, der kører igennem kartemaskinen.
Billedet viser en stor bunke grå råuld.

Partnerskab med Henrichsens Uldspinderi i Skive

 

H.O.W. puderne er håndvævede og resultatet af en tidkrævende arbejdsproces. De er hver især skabt med stor omhu af dygtige håndværkere. Derfor har det været vigtigt at identificere samarbejdspartnere, der kunne levere materialer af samme høje kvalitet.

Alle samarbejdspartnere til materialer, opsyning og emballage er valgt ud fra værdier som høj kvalitet, lokal dansk produktion og social ansvarlighed. Vi har fokus på at identificere samarbejdspartnere som del af H.O.W. hvor både Blindes Arbejde og en række firmaer kan drage fordel af hinandens ekspertise.

Henrichsens Uldspinderi

Gennem H.O.W. projektet har Blindes Arbejde indgået en partnerskabsaftale med Henrichsens Uldspinderi i Skive. De to virksomheder deler værdier som kvalitet, lokal produktion, håndværk, tradition, historie, social ansvarlighed, miljø ansvarlighed, viden og ekspertise.

Henrichsens Uldspinderi har siden 1885 fremstillet effekt- og klassiske garner af højeste kvalitet til hånd- og maskinstrikning, vævning og kartet uld til filtning. Alle produkterne er fremstillet af 100% naturfibre af udsøgt kvalitet.

Familiefirmaet, der nu drives af 5. generation, satser fortsat på firmaets oprindelige målsætning om at producere naturprodukter af høj kvalitet og leveringssikkerhed. Henrichsens Uldspinderi blev miljøgodkendt i 1998. Der bliver kun anvendt miljøgodkendte farvestoffer med den højst opnåelige farve- og lysægthed.

Størstedelen af råvarerne importeres fra leverandører i New Zealand, Australien og Europa, som firmaet har handlet med gennem generationer. Derved sikre Henrichsens Uldspinderi sig den bedste uld og en ensartet kvalitet.

Uld

I H.O.W. puderne har vi bevidst valgt at arbejde med 100% uld, da uld er stærkt, men fleksibelt. Uldgarnets fleksibilitet begrænser risikoen for sprungne tråde i væven. Sprungne tråde kan være en udfordring for uerfarne vævere at reparere. 

Garnet fra Henrichsens Uldspinderi er valg i samråd med væverne, som synes det er et sanseligt behageligt garn at arbejde med. Kontrasten i tykkelsen af garnet giver blinde vævere større mulighed for at vælge og sammensætte mønstre med hænderne. Puderne produceres i 7 forskellige farver. Den høje farvekontrast mellem de tynde sorte tråde på væven og det tykke farvede garn, der skydes ind af væveren forbedrer betingelserne for svagtseende vævere.

Partnerskab

Henrichsens Uldspinderi har et smukt farvekort. De tilbyder råvarer, der er produceret etisk og miljømæssigt ansvarligt og de tilbyder en stor fleksibilitet og samarbejdsvillighed i forhold til mængder af garner og indfarvning. Henrichsens Uldspinder samarbejder nu med en social ansvarlig virksomhed og deres garner bliver brugt i et moderne håndlavet design produkt hvor ”de bliver set med hænderne”.